Naturlig nedbrydning

Region Syddanmark (tidligere Fyns Amt og Sønderjyllands Amt) har gennem en årrække haft et samarbejde med DTU Miljø vedrørende dokumentation af naturlig nedbrydning i komplekse forureningsfaner.

Forureningen ved Grindsted gamle losseplads blev undersøgt af DTU Miljø i en række forskningsprojekter i 1990’erne. I 2008-2009 har Poul L. Bjerg og Peter Kjeldsen for Region Syddanmark sammenfattet disse undersøgelser i en oversigtsrapport. Rapporten indgår i Region Syddanmarks vurderinger af forureningerne knyttet til Grindstedværkets aktiviteter i Grindsted. 

Tjæreforureningen på Ringe tjære og asfaltfabrik og forureningsfanen med tjærestoffer herfra er undersøgt i samarbejde mellem Region Syddanmark (tidligere Fyns Amt), DTU Miljø, Orbicon, GEUS, DHI, Eurofins og University of Neuchatel, Schweiz. Undersøgelserne har haft særligt fokus på naturlig nedbrydning af tjærestoffer i forureningsfanen, og har foruden traditionelle undersøgelser omfattet specifikke nedbrydningsprodukter, isotopfraktionering, anaerobe nedbrydningsforsøg og modellering. Udgivelsen af en sammenfattende rapport med fokus på vurdering og dokumentation af naturlig nedbrydning af tjærestoffer er finansieret af Miljøstyrelsen.
 
Forureningsfanen af PCE og nedbrydningsprodukter fra det tidligere centralrenseri i Rødekro er undersøgt i samarbejde mellem Region Syddanmark (tidligere Fyns Amt), DTU Miljø, University of Neuchatel i Schweiz, Orbicon, University of Waterloo, GEUS og Miljøstyrelsen. Undersøgelserne har haft særligt fokus på naturlig nedbrydning af chlorerede ethener i forureningsfanen og anvendelsen af isotop-fraktionering til dokumentation af nedbrydning. Foruden traditionelle undersøgelser har undersøgelserne omfattet såvel chlor- som kulstof-isotopfraktionering, specifikke nedbrydningsprodukter og specifikke nedbrydere.

Projekterne har haft som overordnet formål at forbedre kendskabet til brug af nyere tekniker i ”line of evidence” ved vurdering og dokumentation af naturlig nedbrydning i komplekse forureningsfaner. 

Alle parter i samarbejdsprojekterne, herunder deltagere i styregrupper, takkes for bidrag til diskussioner, kommentering af oplæg og projektrapporter. 

Samarbejdsprojekterne er finansieret af Region Syddanmark (Fyns Amt og Sønderjyllands Amt) og/eller Miljøstyrelsen Teknologiudviklingsprogram for jord- og grundvandsforurening.